Torsdag d. 10/10 kl. 17.00. To kursister er kommet til tiden. De næste 3 kommer dumpende 5 minutter efter. Én har taget sin 7 måneder gamle søn med. Han havde ikke andre muligheder. Hans sidekammerat bliver sendt i Rema 1000 efter bleer. 17.15 er vi fuldtallige og kan starte på dagens test. Vi har siden sommerferien haft grammatisk fokus på verber og afslutter nu med en opsummerende test i papirudgave. Den eneste IKT vi i dag kan svinge os op til er Google translate. De dage findes også. Blandt kursisterne sidder 7 landbrugsassistenter fra Ukraine, en rumænsk lagermedarbejder fra Føtex, en rumænsk minkfarmmedarbejder og en tjekkisk tømrer. De sidste to taler spansk sammen. Ellers kommunikeres der på russisk i pauserne. Alle har været oppe før 06.00 men møder stabilt og motiveret op; dog med lidt forsinkelse pga. arbejde. Mød dem her (og ja, jeg har spurgt dem om lov til at offentliggøre denne video):
Den udgave af det danske sprog, de skal forholde sig til i deres daglige arbejde og forsøge at få fod på, har jeg fundet nogle eksempler på:
Vi kan vist roligt definere det som "en blandet landhandel". At tilrettelægge undervisningen på dette hold kan til tider være ret udfordrende. For hvad er relevant "dansk" for dem, hvordan holdes interessen fangen efter en lang og fysisk hård arbejdsdag, hvilke læringsstile er repræsenteret her, hvordan nås de danskfaglige mål, de på Danskuddannelse 2 (8 kursister på DU2 og 2 på DU3) igennem 5 modultests skal bestå og med kun 4,5 lektioner om ugen?
Der eksisterer en hel speciel stemning på dette hold. De har gjort læringsrummet til deres eget og indretter sig i små grupper eller fortrækker sig fra fællesskabet for at finde ro til at koncentrere sig. Nogle bruger computer, andre bruger deres smartphone til ordopslag. Fælles for dem alle er, at de frivilligt og med stort engagement forsøger at tilegne sig det danske sprog simpelthen fordi, det er med til at fastholde dem i at have et arbejde i Danmark.
Her kan jeg ikke, som på mit daghold på Danskuddannelse 3 (mit næste indlæg), anvende grupper på Facebook, fordi en del af kursisterne på Hold 13 ikke har oprettet en profil på Facebook. Til gengæld findes der nogle on-line-danskprogrammer, som kursisterne personligt kan benytte søndag formiddag, når de ikke arbejder og er rimeligt friske, og de benyttes faktisk ret aktivt. Blended learning er på dette hold en god form (nedenfor eksempler på on-line-programmer + link til uv-ministeriets anbefalinger ang. it-baseret undervisning på området; des-værre fra 2004).
modultest dansk her og nu fjernundervisning i dansk
Det ideelle ville være, hvis skolen havde sit eget fjernundervisningssystem til netop denne målgruppe, men det ligger vist et par år ud i fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar